Min farfar voksede op på en gård på den østlige bred af Delaware. Et sted, hvor vasketøjet blev hængt på linjen, blev maden tilberedt i et støbejern stegepande, og rå mælk fra min oldemors Guernsey ko blev sagt at helbrede alle slags sygdomme.
Men Farfar hadede livet på landet. Så den første chance, han fik, flyttede han til storbyen - Washington, tilbød DC Washington ham alt hvad han kunne ikke have bor på en gård: nem adgang til kultur, den brummer og spændingen ved bylivet, og en chance for at opbygge en virksomhed op fra bunden.
Bedstefar arbejdede hårdt og blev ganske vellykket, bruger den smule fritid, han havde at spille golf. Alligevel er han alligevel fundet tid til at have en have. Nu, DC er ikke en af ​​dem, der banede-over byer, hvor du er nødt til at have på taget, eller vokse tomater i en container. Han havde en baggård med nogle grønne områder, klipper og skrå, som det var, og han voksede alle de sædvanlige haven producerer: tomater, peberfrugter, squash - og figner.
Hvem vokser figner derhjemme? Nogen der voksede op på en gård. Hvis smag i frugt og grøntsager blev dikteret ikke af hvad der kunne dyrkes og sendes over lange afstande, men ved hvad familien nød voksende og spise.
Lad mig nu være klar, havearbejde var ikke min bedstefars lidenskab. Han ville ikke hænge over frøkataloger eller tilbringe timer beskæring og lugning. Som jeg sagde, at han tilbragte sin fritid på at spille golf. Havearbejde var bare noget han gjorde. Det var bare en naturlig del af livet for ham, på samme måde som nogle folk får haircuts hver sjette uge, og andre gør daglige ture til Starbucks.
På trods af at være den første på sin blok at eje en mikrobølgeovn, på trods af hans fascination af byen og politik og biler og alle manerer af gadgets (han ville helt sikkert selv en i-noget, hvis han var i live i dag), han havde en have. I midten af ​​byen. Og han voksede figner.
Hvad har dette at gøre med kræsne eller få børnene til at spise grøntsager? Intet virkelig, bortset fra det synes at vise, at børnene vil udvikle spisevaner du model for dem, uanset om du arbejder på det eller ej. De vil også udvikle dine holdninger til mad og spise, hvad enten de omfatter voksende din egen mad, familie måltider eller drive-through middage.
En eller anden måde, i vores tekst-crazy, twitter-glade, øjeblikkelig tilfredsstillelse verden, har vi bliver villige til at lade børn vokse ud af naturlige fødevarer aversion faser. Vi serverer spinat tærte eller sprød grønkål én gang, og hvis vores børn ikke æde det op første gang (eller endog tredje), vi kaste vores hænder op som for at sige, se? Intet virker!
Men de fleste forældre er villige til at lade naturen gå sin gang i andre forældrerollen områder. Vi indser, at tvære 15-årige, der er flov over alt, hvad vi gør i sidste ende vil udvikle sig til voksne, der kommer til at værdsætte vores visdom. Vi accepterer dette, selvom det tager tid - normalt år, undertiden årtier - fordi vi ved, det er en naturlig del af at vokse op.
Måske vi kan acceptere vores børns begrænsede ganer, aversion mod grønne grøntsager eller picky eater adfærd på samme måde.
Når jeg bliver frustreret af min lille barns spisevaner (som endnu ikke afspejler min egen), jeg husker min bedstefar. For alt, hvad han prøvede at gøre for at blive en by dreng, var min bedstefar en bondesøn på hjerte. Det var i hans blod. Han har aldrig voksede ud af det. Faktisk kan du endda sige, at han voksede ind i det.